Her kan du læse presseomtale fra:

(i)Psykologisk Pædagogisk Rådgivning, nr. 1/2000

(ii)Berlingske Tidende, 20/10/1998

(iii)Psykolog Nyt, nr. 15/1998

(iv)Vårt land, 12/09/2000

(v)NP, nr. 1/2001

(i)

Kate Groth

Den eksistentielle psykologi retter fokus mod de store spørgsmål i menneskets liv. Hvordan får livet mening? Hvordan ruster man sig til modgang? Hvad vil det sige at leve sundt eller sygt? Hvordan er det at dø? Står mennesket alene eller i fællesskab? Hvilke problemer rummes i det frie valg? Hvorfra får mennesket viljen til at leve? Disse syv overordnede spørgsmål danner skelettet i bogens opbygning, og de syv kapitler er bygget ens op.

Først beskrives det dilemma, kapitlet handler om. Dernæst defineres de begreber, der skal benyttes. Så redegøres for psykologiske teorier, der kan belyse temaet, afvekslende med eksempler på, hvordan mennesker forholder sig dertil i praksis. Sidst i hvert kapitel diskuteres muligheden for at hjælpe andre eller udvikle sig selv i relation til kapitlets tema.

Bogens eksempler stammer bl.a. fra en omfattende interviewundersøgelse med kræftramte og raske danskere. Desuden indgår enkelte andre interview samt eksempler fra forfatterens egen kursusvirksomhed og eget klientarbejde.

Med det i baghovedet, kan man så gå i gang med de enkelte kapitler, og erfare, at det er præcist, hvad forfatteren gør. I hvert kapitel stilles et utal af dybe, gode spørgsmål, og mange, rigtig mange forskellige psykologiske teorier inddrages. Det vil være for omfattende at opridse samtlige anvendte teorier, idet han inddrager såvel gode gamle klassiske teorier som nyere, i hvert fald for mig nyere teorier, som han drager essensen af i forhold til de stillede spørgsmål. Eksempelvis i spørgsmålet om livets mening i kapitel 1, trækker han på Allport´s teori om seks forskellige mennesketyper inddelt efter, hvad der virkeligt har betydning for den enkelte, at leve efter. Erik Fromm´s grundindstillinger, og faseteorierne repræsenteret ved Charlotte Bühler og Jung, ligesom Søren Kierkegaard nævnes. Frankl´s tre livsværdier som mål for, hvad mennesker reelt lever for samt Yalom´s fire basale dilemmaer, som definerer den struktur, alle mennesker er placeret i beskrives. 
Sidst i afsnittet konkluderer han: "at eksistere er, at dukke op, komme til stede” og derfra stilles så det næste spørgsmål som overgang til efterfølgende kapitel: Hvad møder mennesket så? Hvad sker der, når et menneske møder modgang? Til hvert kapitel er knyttet fyldige noter og henvisninger, som på ingen måde forstyrrer læsningen. Teksten er klar og letflydende med stor indre sammenhæng, ligesom de konkrete eksempler fra praksis underbygger det i teorierne fremdragne.

I kapitel 2 tager han fat på kriseteorierne, kategoriserer dem og tager kritisk stilling til hvorledes de anvendes i behandlingsarbejdet. Han gør opmærksom på, hvor den eksistentielle psykologi og dens terapeutiske anvendelse står for en anden opfattelse end fx psykoanalysen eller den kognitive psykologi, og han stiller spørgsmålet, om den eksistentielle psykologi skal opfattes som en særlig retning eller skole på trods af de mange lighedspunkter der er til de før nævnte.

I kapitel 3 om sygdom og sundhed diskuteres psyko-soma-problematikken, og den betydning for eksistensen, som den syge krop har i forhold til selvet. Den fænomenologiske tilgang til psykologien beskrives gennem bl.a. Ernesto Spinelli. Denne psykolog, ny for mig, vakte min interesse, og jeg kunne i appendikset bagest i bogen finde hans biografi sammen med 23 andre omtalte forfattere fra bogen. Der er, hvad jeg forstår ved en god og fyldig introduktion til et område. Først behandling af områdets spørgsmål samt mange bud på svar, samt en overordnet kategorisering af disse, for så til sidst at afslutte med et appendiks, i dette tilfælde de vigtigste eksistenspsykologiske forfattere og deres værker. Mange døre åbnes. Vælg selv, hvilken du har lyst til at gå ind ad.

Ved gennemlæsning af bogen, havde jeg svært ved at finde Bo Jacobsen direkte. Han præsenterer sig ved at trække væsentlige teorier frem, kategorisere og formidle disse. Dog i kapitel 4 om sorggruppebehandling retter han en stærk kritik mod hele konceptet, som det beskrives i bogen Blandt løver af Marianne Davidsen-Nielsen.

Som læser af bogen, er der endvidere mulighed for selvrefleksion, idet anvendte spørgeskemaer og interviewspørgsmål er gengivet, klar til at læseren kan stoppe op og forholde sig, for derpå at læse videre og erfare, hvordan andre har svaret. Dette i sig selv fremmer forståelsen af, hvor forskellige vi er, og at intet kan tages for givet.

Det, der i det hele taget gennemsyrer bogen, er den eksistentielle psykologis respekt for den enkelte eksistens og dennes ukrænkelighed. Accepten af, at vi lever vores eget liv, og at dette peger frem mod en mangfoldighed, man som behandler må være åben for. At kunne møde personen åbent, og kunne vise respekt for mellemrummet. Mennesket kan ikke sættes på formel, der skal lyttes til den enkelte meningsfortolkning.

(ii)

Berlingske Tidende, 20/10/1998

At komme til syne

Liselotte Wiemer

Vi lever i en tid, hvor fagområder blandes på det groveste og det mest inspirerende. Atomfysikere taler om et ”blueprint” i universet, humanister om biologiske fingeraftryk inden for områder, man tidligere kaldte personlige. Naturvidenskaben låner fra filosofien, psykologien fra teologien og vice versa. Selv lægerne er begyndt at åbne vinduet på klem!

Den retning inden for psykologien, der kaldes eksistentiel psykologi,  er et eksempel på en sådan faglig åbning mod andre og – i hvert fald for den klassiske psykologi – højst odiøse livsområder. Her beskæftiger man sig med de store spørgsmål og inddrager, udover teorier fra mange forskellige tilgrænsende fagområder, både det eksistentielle og det religiøse som en del af det almindelige menneskes erfaringsområder. Man tager tilmed et ord som Sandhed i sin mund!

Eksistentiel psykologi er ikke noget nyt fænomen. Men det er tydeligt, at faget har fået en øget interesse i de senere år og mere og mere er ved at træde i faglig karakter. Nu udkommer den første egentlige introduktion til eksistentiel psykologi på dansk grund. Det er psykologen Bo Jacobsen, der står bag.

Introduktionen er, hvad vi får. En glimrende oversigt og førstehåndsindføring i selve begrebet eksistentiel psykologi med omfattende interviewundersøgelser og en række henvisninger til eksistenspsykologiske tænkere, deres værker og deres hovedtemaer. Her favnes vidt: Kierkegaard, Heidegger, Jaspers, Tillich, Fromm, Frankl…og Nietzsche!

Bredden har selvfølgelig sin pris: nogen større fordybelse bliver der ingen plads til. Og det kan ind imellem være et problem for netop en bog, der har de store spørgsmål som tema. Flere steder nærmer definitionerne sig det utilstedeligt overfladiske.

Bogen er bygget systematisk op. Hvert afsnit indledes med en række almene spørgsmål, hvorefter vi introduceres for det, man kunne kalde ethvert menneskelivs syv store ”problemer”: nemlig spørgsmålet om livets mening (!), om krisens betydning, om sygdom og død, om ensomhed og fællesskab, om frihed og valg og om begreber som livsudfoldelse og autenticitet.

Grundtesen er enkel: at livet ikke er og ikke skal være harmonisk, at kriser og meningstab er en del af tilværelsens grundvilkår og at meget af det, vi ikke rigtig vil have med at gøre i dagligdagen – angst for eksempel – kan være en helt nødvendig generator for selve livskraften.

Kriser må med andre ord ikke sygeliggøres, men er en åbning for muligheder, renselse og afgørelse, hedder det med en kærkommen adresse til det hastigt voksende kriseterapi-marked – men såmænd også til mange former for nyreligiøsitet, der navlebeskuende spørger, om livets mening med mig.

Det er ikke os, der skal stille spørgsmål, fastslår Bo Jacobsen og citerer Viktor Frankl: Vi skal svare livet dér, hvor vi står. Ikke som sprog, men som handling, som livsopgave. Fordi mennesket, ifølge Frankl, kun da fuldbyrder sin eksistens. Denne upatologiske, men højst personligt ansvarlige holdning præger hele Bo Jacobsens fremstilling. Den eksistentielle psykologi er på en gang anvisende: vi er i et forhold, både til livet, til medmennesket og til verden og henvisende: vi er eksistentielt alene som vilkår og udgangspunkt. Eller som Bo Jacobsen selv formulerer det: ”Eksistenstænkningen har som væsentlig opgave at genetablere forbindelsen mellem person og verden - …(man skal) være i bevægelse og bevæge andre, lade verden komme til syne og til stede gennem en selv – det er at eksistere, at leve.”

Det er bare om at komme i gang.

(iii)

Psykolog Nyt, nr. 15/1998

Paul Gandil

Bo Jacobsens bog ”Eksistensens Psykologi” er ikke nogen almindelig indføring i eksistentialistisk psykologi. Ganske vist præsenterer Bo Jacobsen læseren for et betydeligt antal eksistentialistiske tænkere inden for psykologi, filosofi og skønlitteratur, men bogen har et videre sigte end blot at introducere et stofområde. Den vil samtidig engagere og inspirere læseren til selv at gøre sine tanker klare om de grundlæggende eksistentielle forhold i menneskets og sit eget liv. Just derved bliver det en bog, der både giver et personligt og fagligt udbytte.

Og hvordan bærer han sig så ad med det? Jo, Bo Jacobsen bygger sin bog op omkring de ”store” spørgsmål: Hvad er meningen med livet? Er der en fri vilje, Hvad betyder Døden for livet? Disse eksistentielle spørgsmål bliver vendt og drejet i lyset af den eksistentialistiske filosofi og psykologis mange bidragydere både fra den europæiske og den amerikanske tradition.

Bo Jacobsen formår på en spændende måde at vise forbindelsen fra det filosofiske og erkendelsesteoretiske niveau med inddragelse af folk som Kierkegaard, Buber, Husserl og Heidegger over til den anvendte psykologi repræsenteret ved freudianske dissidenter som Binswanger, Buhler, Frankl, Rank og Fromm og videre til den humanistiske psykologi i USA med vægt på særligt May og Yalom. Også ”nyere” eksistenspsykologer som Deurzen-Smith og Spinelli bliver flittigt inddraget.

Til denne teoretiske lyssætning føjer Bo Jacobsen så nogle spots, som sætter de svære spørgsmål ind i en hverdagsramme, idet han supplerende lader mennesker i afgørende og alvorlige livssituationer besvare dem. Bogen bygger nemlig delvist på en stor interviewundersøgelse: ”Kræft og eksistens. Om at leve med kræft”, som igen er en del af et større forskningsprojekt: ”Kræftens psykiske komponent”, som Kræftens Bekæmpelse har finansieret.

Citaterne fra interviewundersøgelsen gør stoffet levende og vedkommende, og der er en fin balance mellem det teoretiske og det empiriske, hvis man kan kalde citatpluk for empiri. Tilsammen er dette med til at berige læserens akademiske såvel som mere livsnære erkendelsesbehov.

Betænkeligt
Flere steder i bogen ønsker Bo Jacobsen at understrege sine pointer med eksempler øjensynligt hentet fra det virkelige liv. Nogle gange er det tydeligt, at eksemplet kommer fra den omtalte interviewundersøgelse, andre gange virker det konstrueret til lejligheden.

Det er i sig selv betænkeligt, at man således ikke kan bedømme eksemplernes autenticitet. Værre er det, at de bliver brugt til at sige ”sandheder” om, hvordan andre faggrupper helt har misforstået deres opgave over for alvorligt syge.

Bo Jacobsen bringer bl.a. et eksempel (konstrueret?) på, hvor hjerteløst man på en onkologisk afdeling kan behandle en ældre mand på 88 år med dobbeltsidig lungekræft ved at fortsætte strålebehandlingen på trods af patientens anmodning om at få lov til at dø i fred.

Det virker ikke troværdigt. Især på onkologiske afdelinger er man i vore dage uhyre opmærksom på patienters ret til autonomi og undgår måske endda for meget den paternalistiske holdning. I dag er patienternes problem i højere grad at blive overladt til deres egen skæbne i en form for autonom ensomhed end at blive udsat for formynderi.

Relevans for sundhedspsykologien
At ”Eksistensens Psykologi” er baseret på en sundhedspsykologisk forskningsprojekt, giver det teoretiske stof en særlig drejning, fordi det udfoldes med udgangspunkt i somato-psykologiske og psyko-somatiske problemstillinger. Derfor er bogen særlig interessant for psykologer, som arbejder med dette felt – ikke mindst psykologer under den offentlige sygesikring, hvis målgruppe i høj grad er personer, der befinder sig i eksistentielle kriser.

Men på hvilken måde er eksistentialistisk psykologi relevant for sundhedspsykologien, og hvor universel er brugbarheden af eksistentialistisk orienteret støtte og terapi i forhold til fx kræftpatienter? Disse spørgsmål kommer man uundgåeligt til at overveje under læsningen, og det er ikke mærkeligt, da Bo Jacobsen hele vejen igennem bogen forholder sig til, hvad god hjælp er – både den professionelle og den medmenneskelige.

Relevansen for sundhedspsykologien er indiskutabel, både når vi taler om sundhedsadfærd og forståelse af de psykologiske processer under svær sygdom. Den eksistentialistiske psykologis erkendelsesmetode fænomenologien gør det muligt at undersøge tankegange og indstilling til sygdom og sundhed på en ikke-vurderende måde. Dette er et centralt punkt i bogen, ja vel nærmest dens hovedbudskab: Jeg kan som fænomenolog gå ind i et andet menneskes livsverden og spørge åbent og fordomsfrit uden at ville noget bestemt, andet end at få personen til at beskrive sin verden. Jeg spørger sådan, at personen selv giver det beskrevne en betydning, som han forstår det. Derved bliver personen klar over, hvad han vil med sin verden, og om han vil forandre noget.

Man hører det berømte og overforbrugte Kierkegaard-citat om hjælperetik (som jeg nok skal spare læseren for) runge i baggrunden i denne hurtige omskrivning af den canadisk – engelske psykolog Ernesto Spinellis principper for den fænomenologiske samtale. Disse principper om tilbageholdenhed med hensyn til at dirigere andre menneskers liv i en bestemt retning ud fra sin egen forståelse af, hvordan livet skal leves, kunne måske inspirere folkesundhedskampagnerne til at blive mindre belærende og mere dialogiske. I et meget sekulariseret og individualistisk samfund styres menneskers sundhedsadfærd i sidste ende af internaliserede holdninger og egne beslutninger. Uden respekt for det skaber man fastlåsthed frem for refleksion og bevægelse.

Fænomenologi som terapi
Som et voksenpædagogisk princip kan den fænomenologiske udspørgen helt sikkert være af væsentlig betydning for læringsprocessen, uden at den dog kan stå alene. Men hvad med terapi? Fx terapeutisk støtte til kræftpatienter med dødsangst eller efterladte i sorg?

Bo Jacobsen retter i sin bog en skarp kritik mod konfrontationsprægede og følelsesforløsende terapiformer, som sorgterapeuten Marianne Davidsen-Nielsen og psykologen Nini Leick er eksponenter for. Ligeledes tager han afstand fra en terapeutisk stil, som er aktiv og styrende. I den sammenhæng, kritikken kommer, ser det ud til, at Bo Jacobsen mest tænker på den døende patient, og dér kan han have ret i, at det nok er en bedre hjælp at ”dvæle” sammen med patienten frem for at være meget handlingsorienteret. Eller som han skriver: ”At udfolde medværen og medliden sammen med patienten er den eneste ægte måde at hjælpe patienten videre på.”

Jeg ville nu være betænkelig ved at udnævne ovenstående som eneste gangbare ”approach” til psykologisk støtte til alvorligt syge, og jeg forstår ikke, hvorfor Bo Jacobsen er så unuanceret i sin afvisning af de mere ”terapeut-aktive” terapiformer. Jeg kunne godt tænke mig, at han havde gjort noget mere ud af, at begrunde sine holdninger fx ved at forankre dem i eksistentialistisk etik. Nu fremstår de blot som underlige personlige udfald.

Bo Jacobsen refererer godt nok tidligere i bogen til Heidegger som advarer mod den ”beherskelsesorienterede omsorgsform”, men som samtidig fremhæver hjælperens rolle som en der går forud, og hvis opgave det er:”…at åbne den anden for hans eller hendes livsmuligheder og støtte vedkommende i at blive fri og selvhjulpen”. Denne formulering rummer efter min mening en betydelig margin for en aktiv hjælperrolle.

”At stå over for døden” er ikke noget, man kun gør i den terminale del af sygdomsprocessen. Det kræftsyge menneske oplever ofte sin personlige og konkrete dødelighed lang tid før den terminale fase og ofte med betydelig psykologisk lidelse til følge. Mennesker, der er ramt af livstruende sygdomme, kan have brug for rådgivning og terapeuter, som udstyret med erfaring og mod kan udfordre forsvaret på en indfølende måde og hjælpe den syge med at bane sig vej i ukendt terræn. Den fænomenologiske samtale kan være relevant og nødvendig som et udgangspunkt, men langt fra altid tilstrækkelig som terapeutisk hjælp.

Fremragende indføring
”Eksistensens psykologi” giver én lyst til at diskutere, og bogen er oplysende i bedste grundtvigianske forstand. Bo Jacobsen behersker et formidlingssprog, som for sanserne til at åbne sig, så man på en måde går i ét med bogens stof. Det er en fremragende indføring i eksistensens psykologi.

Jeg har i denne anmeldelse valgt at beskæftige mig med de temaer i bogen, som fra mit udgangspunkt har særlig interesse. Andre vil lade sig fange af andre temaer – der er nok at tage fat på.

Bogens anvendelsesradius er stor, og psykologer inden for alle grene vil kunne trække relevante ting ud af den. På den måde har vi fået et nyt stort bidrag til den almene psykologi i Danmark.

(iv)

Vårt land, 12/09/2000

En god hjelp til å leve et meningsfylt liv

Svein Sætren

Hvorfor mestrer jeg ikke jobben lenger? Hvorfor er jeg alene og ensom? Hva med døden? Går det an å forberede seg på den? Hvordan gjenvinne livsmotet og livskraften etter en livskrise? Kort sagt: Hva er meningen med livet? Slike spørsmål den danske psykologen Bo Jacobsen tar opp i sin meget leseverdige bok Eksistensens psykologi.

De aller fleste har nok hørt og lest om Freud og psykoanalysen, atferdspsykologien og muligens kognitiv psykologi. I de senere årene har det også blitt skrevet og snakket mye om humanistisk psykologi. Men, eksistentiell psykologi er kanskje et nytt begrep for mange.

Mening. I forordet til boken skriver Bo Jacobsen at ”eksistentiell psykologi (er) den grenen av psykologien som direkte beskjeftiger seg med de store livsspørsmålene.” Sånn set er eksistentiell psykologi ikke bare i nær slektskap med humanistisk psykologi, men også med teologien og livsfilosofien.

Det gjør at man finner mange felles tilknytningspunker når man nærmer seg spørsmål som har med menneskets natur, behov og mening å gjøre – spørsmål som strengt tatt sprenger rammen for hva psykologien som vitenskap kan uttale seg om.

Men selv med denne reservasjon i bakhodet så synes jeg Jacobsen ved sin framstilling har gitt oss en fabelaktig introduksjon til den eksistentielt orienterte delen av psykologien. Han nøyer seg ikke bare med å referere til hva fremtredende psykologer, psykiatere og filosofer har å si om livets eksistentielle utfordringer, han målbærer også sine egne vurderinger og valg. Han tar for eksempel et forbausende friskt oppgjør med den katarsis-orienterte sorg – og kriseoppfatning som Matianne Davidsen-Nielsen og Nini Leick står for i Jacobsens eget hjemland, Danmark.

Sykdom. Jacobsen har også tatt med en rekke personbeskrivelser fra et flerårig forskningsprosjekt av kreftrammede og friske mennesker som underbygger hans teorier. Det gjør framstillingen både troverdig og livsnær. Han viser i denne sammenhengen både til hva som kjennetegner en sykelig og en sunn tilstand eller utvikling. I kapittelet om ”sykdom og sunnhet som måter å leve på,” skriver han blant annet om hvordan man kan forholde seg til sykdom. Det handler om å mestre sykdom, å gå i inn dialog med sykdommen og å kunne se sykdommen som en gave. Den siste innfallsvinkelen synes å være helt fraværende i vårt samfunn, der sunnhet, kropp og helse er det eneste som betyr noe.

Døden og livsmot. Forfatteren har også et langt og tankevekkende kapittel om døden – en del av livet som folk flest helst vil forbigå i taushet. Sist, men ikke minst drøfter Jacobsen grundig spørsmålene som har med livsmot, livslyst, livsvilje og livskraft å gjøre. Livsmot handler om å overvinne angsten.

”Angsten fremkaller protesten eller trassfølelsen, som transformeres til mot og gjør mennesker til modige vesener” hevder han. Men hvor kommer livskraften fra, spør forfatteren.

”Livskraft er en funksjonell eller psyko-biologisk (eventuelt psyko-sosiobiologisk) kategori,” svarer han. Livskraft er ”organismens eller det psykosomatiske systemets evne til å overleve. Livskraft er identisk med livsenergi eller vitalitet,” legger han til. Mer skal jeg ikke røpe her. Resten av problemstillingene overlater jeg til leserne å finne ut av.

Førsteklasses. Det er ikke noe enkle problemstillinger Jacobsen gir seg i kast med i sin bok. De handler om livets mest grunnleggende spørgsmål. Likevel synes jeg at forfatteren har gitt oss en førsteklasses innføring i temaer som har med livet og døden å gjøre. Boken er lærerik og oppbyggelig i ordets beste forstand. Den gir oss innsikt og mot til å leve et meningsfylt liv.

Boken er skrevet ut fra et eksistensialistisk og psykologisk perspektiv. Det er bra så langt det rekker. Tar man selv også med den åndelige dimensjonen, vil perspektivet ikke bare bli utvidet, men også mer sannferdig og helhetlig.

(v)

NP, nr. 1/2001

Eksistensens psykologi

Af Dan Stiwne

I Sverige – till skillnad mot t ex i Danmark – är vi inte bortskämda med böcker som seriöst och systematisk behandlar de mänskliga livsfrågorna utifrån ett filosofisk och psykologiskt perspektiv. Förvånansvärt är också att de flesta av de vanliga psykoterapiformerna i dag har tappat bort de underliggande ontologiska och epistemologiska grundfrågorna på vilka all psykoterapi vilar. Detta rör frågor om verkligheten och människans förhållande til den. Hur vår position eller relation är till denna verklighet och vilken typ eller vilket mått av tillgång vi har till den. Som särskilt relevant för varje terapiföretag gäller frågor rörande vad vi kan veta eller förstå om människan och vilka begränsningar som finns för vetandet. I vilken grad är människan begriplig och möjlig att förstå för sig själv och för andra och i vilken mån gäller att människan är outgrundlig, oförutsägbar och instängd i en subjektiv värld som bara i begränsad grad låter sig delas? I vilken grad är hon determinerad och vilket utrymme finns för hennes val och hennes möjligheter att ta en pro-aktiv och medskapande roll i sitt livsarrangemang?

Dessa och liknande frågor adresseras i Bo Jacobsens ”Existensens Psykologi”, en bok som på ett pedagogiskt och grundläggande sätt ger seg i kast med de stora livsfrågorna om livets mening, om vårt förhållande till ensamhet og gemenskap, vårt förhållande till våra möjligheter och begränsningar och om hur sjukdom och olycka relaterar till vårt sätt att arrangera våra liv. Vidare skisserar Jacobsen upp den existentiella och filosofiskt inspirerade psykoterapin i dess grunddrag, dess mål, dess systematiska perspektiv och de metodiska grepp som tas för at nå målen. Den existentiella psykologins generalla diagnos- och teknikfientlighet hindrar inte en skissartad beskrivning av den existentiellt arbetande terapeutens hållning, perspektiv och arbete utifrån fenomenologiska grundprinciper.

En av de mest utmanande teoriaspekterna i den existentiella psykologin rör just determinismen och i vilken grad människan år intecknad av sin barndom, sin bilogi, sina livsomständigheter. Barndomen, säger Jacobsen, determinerar oss om vi väljer att se det så. Även om barndomen otvivelaktigt förser oss med betydelsesfulla erfarenheter med vars kartbilder vi senare orienterar oss i livet föreligger inget enkelt kausalitetsförhållande mellen det förflutna och nutiden. I den subjektiva värld inom vars ramar vi alle lever finns inget sådant som en otolkad barndom, eller en otolkad varseblivning överhuvudtaget. Vi bär således med oss minnon från – inte av – vår barndom som vi sedan har möjlighet att arrangera i de mönster som vi i varje läge i livet behöver för att få en sammenhållen bild av oss själva. Identiteten växlar, personligheten förändras och vi bär inom oss inte en utan flera barndomar!

Men vi lever alla inför döden och har den ständiga uppgiften att försöka bibehålla vår vitalitet, trots insikten om vår kommande död. Vi strävar att upprätthålla våra nära relationer trots insikten om vår grundläggande ensamhet. Vi strävar efter att ge vårt liv en mening trots aningen om att livet i sig självt inte ger oss någon implicit mening. Här målar Jacobsen upp vårt liv inom paradoxernas kraftfält med dynamiska konflikter som inte kan lösas (v. Deurzen, 1999). Vad ger vårt liv vitalitet? Hur håller vi oss levande och optimistiska och hur finner man mening? I dessa frågor blir Jacobsen särskilt vältalig och refererar gärna Bollnow, May och Yalom. Huvudbudskapet kan sammenfattas så att livet skall levas i sin fullhet och att genomlevandet av de naturliga utmaningarna och kriserna som drabbar oss alla i sig ger livet dess mening. Vad vi kan utlovas på denna jord är en Dantes skärseld, där lidandet är ständigt potentiellt närvarande, men där det har en mening, en nytta och et värde i sig självt. Paradiset, å andra sidan finns enbart i våra drömmar och av det får vi möjligen ibland en sekundsnabb glimt.

Sammenfatningsvis rör sig Bo Jacobsen i sin bok i en cirkulär rörelse där livets mening och vår förmåga att leva vitalt och autentiskt står i centrum. Han redogör mycket klart för ett flertal centrala existentialla filosofers och psykologers teoretiska bidrag till olika delaspekter i existensens psykologi. Vad man däremot inte finner i denna bok, annat än mycket begränsat, är bidrag från forskning om det goda livet, relationers centrala betydelse för såväl lycka, hälsa som vitalitet, nyare forskningsfynd rörande  döende i vår medicintekniska värld, eller om psykoterapiforskningens fynd rörande hjälpandets process. Men det är också något som kanske inte skal krävas i en volym som denna. Bokens syfte – att lyfta fram den existentiella psykologin – nås i hög grad ändå även om den vetenskapligt skolade läsaren ändå kanske frågar sig vad allt detta har för relevans, för generaliserbarhet, för tillämpbarhet.